Guld og sølv på vej opad igen

Siden i går eftermiddags er guld og sølv steget markant. Efter en måned med relativt stabile priser, steg guld med omkring 4 % og sølv med cirka 6 %. De væsentligste årsager er, at der er tvivl om, at der i EU kan opnås enighed om en plan til løsning af gældskrisen, nye nøgletal fra USA, der viser en stærkt svækket forbrugertillid og indikationer om at den amerikanske centralbank indenfor de næste par måneder vil lancere QE3.

Ingen nært forestående løsning på gældskrisen?

Efter at Sarkozy og Merkel i sidste uge kategorisk meldte ud, at der i dag onsdag, ville ligge en klar plan for hvordan gældskrisen i Europa skulle løses, så den ikke spreder sig yderligere, er der nu tvivl om hvorvidt der vil blive præsenteret en plan i dag og om den vil være omfattende nok til at overbevise markederne om gældsproblemerne vil blive løst. Forberedelsesmødet mellem EU’s finansminister til aftenens euro-topmøde blev aflyst. Det skaber usikkerhed om, hvor vidt man på tværs af nationale interesser, kan blive enige om de tiltag der skal til for, at inddæmme krisen til Grækenland. I sidste ende skaber det tvivl om euroens fremtid og får flere til at søge mod sikker havn i guld.

I det hele taget bliver aftenens euro-topmøde utroligt vigtigt for udviklingen i kurserne på aktier og ikke mindst ædelmetaller. En skuffende melding vil sende aktier ned og ædelmetaller op.

Den amerikanske forbrugertillid i bund

Conference boards indikator for den amerikanske forbrugertillid dykkede i oktober fra 46,4 i september til 39,8. Et markant større fald end forventet og et niveau der ikke er set siden finanskrisen 2008-2009.

Det indikerer at forbrugerne holder kreditkortet i lommen og det vil således ikke være privatforbruget der vil hjælpe den amerikanske økonomi op i ar – tværtimod.

QE3 på vej

Federal Reserves viceformand Janet Yellen har åbnet for endnu en omgang kvantitative lempelser(QE3) for at kickstarte den amerikanske økonomi. Det vil sige opkøb af aktiver for nye digitale penge eller hvad der i gamle dage svarede til at starte seddelpressen.

De to første omgange kvantitative lempelser har ikke formået at sætte gang i den amerikanske økonomi, hvor arbejdsløsheden ikke har ligget omkring 9 % de seneste 2,5 år. De to første omgange lempelser har stort set ingen effekt haft, så at man kaster sig ud i endnu en runde tydeliggør at man er løbet tør for effektive værktøjer til at stimulere økonomien.

En øget pengemængde er ensbetydende med en devaluering af dollaren og vil få flere til at søge med guld, der som bekendt ikke kan devalueres.

Øget volatilitet på finansmarkederne

Som jeg har nævnt tidligere er usikkerheden på de finansielle markeder stor. Det betyder, at der ikke skal meget til før investorerne reagere – i mange tilfælde overreagerer. Derfor kan vi forvente, at volatiliteten på markederne, herunder også ædelmetalmarkederne, den kommende tid vil være relativ stor. Alle indikatorer peger dog på, at den langsigtede trend fortsat vil være opadgående, så is i maven må være nøgleordene for ejere af guld og sølv.

Følg de aktuelle kurser her:  Guldpriser og sølvpriser